DRØMMEN OM ET ANDET LIV
“I 2012 købte jeg og min hustru en gammel olivenmølle langt ude i bjergene i Andalusien i det sydlige Spanien. Den beslutning er en milepæl for mig, for med den åbnede et helt nyt kapitel sig i mit liv.
Bag mig lagde jeg en journalistisk karriere som vært, redaktør og konceptudvikler på TV og radio. Foran mig lå, helt bogstaveligt, fuldstændig ukendt land og virkeligheden var temmelig konkret: En forladt finca. En ruin af et hus. Syge oliventræer. En million tidsler.
Båret af visioner og drømmen om et andet liv har mit fokus siden da været at restaurere huset, genoprette den gamle olivenlund og anlægge vingård. Den proces har kostet både tid og dyre lærepenge, og det er med en vis stolthed, jeg i dag kan kalde mig olivenbonde og vinmager for mine produkter er et direkte resultat af hårdt arbejde og et af de modigste livsvalg, jeg har truffet.”
- Jonas Beha Erichsen
…OG EN ANDEN TID
Det føles som om, vores lille Finca har været beboet i evigheder. Og det er mere end bare en følelse. 30.000 år gamle hulemalerier er fundet i den nærliggende Cueva de la Pileta og vores lille olivenlund blev formentlig etableret engang under Romerriget. Måske før endda.
De ældste af vores oliventræer er op imod 2000 år gamle. De yngste er “kun” 2-300 år gamle. Alle har de rødder, der stikker dybt i jorden og langt tilbage i historien: De har overlevet alt fra tørke, skovbrande og jordskælv til epidemier, verdenskrige, den industrielle revolution og mennesket selv - og ufatteligt nok, giver de fortsat oliven til vores olie.
Det er med dyb respekt, vi passer og plejer disse enestående træer, og vores tanke er, at hvis vi gør alting ordentligt hele vejen igennem, så har vi en unik mulighed for at lave en kvalitetsolie af en anden Verden og en anden tid.
OLIVENOLIE AF EN ANDEN VERDEN
BIER OG BLOMSTER
Vores lille paradis ligger afsides i en dal i bjergene omkring Ronda i Andalusien. Her er luften ren og terrænet barskt, klippefyldt og stejlt. Ørne og gribbe svæver på himlen, og vandet løber krystalklart i den nærliggende bæk, lige til at drikke. Lydlandskabet er stilhed; kun afbrudt af naturen selv.
Bierne summer og blomster, urter og planter vokser frit i et væld af forskellige arter. Her ligger med andre ord ikke plantage efter plantage i en endeløs monokultur af industrielt dyrkede oliven. Tværtimod er vores oliventræer snarere en undtagelse i landskabet og det betyder selvfølgelig noget for både flora og fauna, for jorden, for træerne og i sidste ende for olien. Vi har ikke behov for at kunstvande eller gribe ind, påvirke eller korrigere, for her er naturen ekstremt frodig og som den har været i århundreder: i balance med sig selv.
På den måde er det for olivenplantager, som det er for ejendomme: Beliggenheden er helt afgørende. Og vi praler gerne med at vores gamle olivenlund ligger langt ude i bjergene.
PÅ GAMMELDAGS MANÉR
Alt arbejde med at passe træerne foregår ved håndkraft. Det går selvfølgelig langsommere sådan, men det er den eneste mulige måde - og også den eneste måde, der føles rigtig.
Beskæringsarbejdet foregår med økse og saks og vi høster ved håndkraft tidligt i modningsfasen, faktisk som de første i vores område. At høste på dette tidspunkt gør høsten mere krævende og udbyttet lavere, men det er her frugterne er mest fyldt med alt det gode, oliven rummer. Det er på dette tidspunkt, vi kan lave den bedste olie.
Vi presser vores oliven samme dag, vi høster. Vi presser dem koldt, hvilket igen giver lavere udbytte, men højere kvalitet. Vi lader olien bundfælde sig stille, roligt og helt naturligt i en lufttæt beholder efter presning fremfor at udsætte den for en hårdhændet maskinel filtrering.
Det er summen af hvert eneste valg, fravalg og omstændighed, der gør os i stand til at præsentere en unik olivenolie af en anden verden og en anden tid.
På billedet høster Jonas Beha Erichsen, ejer af Finca Beha, oliven på traditionel facon: Net lægges ud under træerne og frugterne slås og plukkes af grenene, hvorefter de samles ind.
TILMELD DIG NYHEDSBREVET
SÅ FÅR DU BESKED
Når vi kan tilbyde forsendelse af vores varer
Når vinene kommer på hylderne - de første i løbet af efteråret 2024
Når vi afholder smagninger, foredrag og særlige arrangementer
Når der er specialtilbud
Når vi åbner for pre-orders og
Når vi åbner for besøg, rundvisning og ophold på Finca Beha
Som bonus får du ind i mellem en lille rapport fra marken, bjergene, olivenmøllen og vinkælderen eller en lille historie fra livet bag kulisserne. Du kan afmelde dig når som helst.